Om
Mit navn er Marie-Louise Zervides og jeg arbejder som musikformidler, skribent og sanger.
Jeg har formidlet klassisk musik og opera i over 10 år både som skribent og foredragsholder. Udover at være fast anmelder for Seismograf og Magasinet Klassisk har jeg arbejdet som skribent for institutioner som Det Kongelige Teater, Copenhagen Opera Festival, Tivoli, Glyptoteket, Edition Wilhelm Hansen, Wise Music Classical, Dacapo, Edition S, DR og Copenhagen Phil. Jeg er medlem af Musikanmelderringen.
Min akademiske uddannelse har jeg fra Københavns Universitet med en bachelor i musikvidenskab fra 2013 og en kandidat i moderne kultur og kulturformidling fra 2016, hvor jeg især fordybede mig i opera, kønsstudier og dramaturgi. I mit kandidatspeciale analyserede jeg køn, race og religion i Richard Wagners Parsifal med løbende referencer til en moderne opsætning fra Det Kongelige Teater. Det kan findes her.
Jeg har desuden stor praktisk erfaring fra operaprøvesalen som instruktørassistent på Det Kongelige Teater, hvilket har givet mig et indgående kendskab til operaens skabelse fra koncept til færdig forestilling. Udover at have arbejdet tæt sammen med en lang række operainstruktører fra hele verden har jeg fulgt et årskursus i dramaturgi og operainstruktion ved den britiske instruktør, Katie Mitchell på Royal Opera House i London.
Jeg er også selv udøvende kunstner i mit virke som professionel sanger. Jeg er sopran i den professionelle vokalkvartet Cantus Avium Copenhagen, der fortolker værker af den engelske tudorkomponist William Byrd. Desuden er jeg sopransolist i det neoklassiske fusionsprojekt, Ghost Coast Choir, sopran i St Matthew in the Fields, der specialiserer sig i tidlig kirkemusik og backingsanger for den internationale artist, Myrkur. Jeg er sanguddannet ved koloratursopran Louise Fribo.
Læs hele mit CV her
Læs mine anmeldelser her
Læs mit kandidatspeciale her
Find min koncertkalender her